American Civil War Reenactors of  - Denmark      Nord og Syd
Slaget ved Gettysburg – genopført 150 år efter
 
Af Jørn P. Münch
 
Vil man opleve både historien og amerikanerne helt tæt på, kan man f.eks. tage på en tidsrejse.
 
Levende historie
 
Selve slaget ved Gettysburg blev slået i dagene 1.-3. juli 1863, og 150 år efter blev disse tre dage højtideligholdt ved bl.a. at lade de mange besøgende møde levende historie. Gettysburg National Military Park i det sydlige Pennsylvania havde bedt forskellige historisk interesserede entusiaster om at portrættere og genopføre livet i en soldaterlejr dengang, og vi var blandt de heldige. Vi er fire danskere: to reenactor-soldater og to civilister, alle 100% historisk korrekt udstyret.
På græsset ved siden af Pennsylvania Monumentet var der demonstrationer af datidens feltlægekunst, der var feltpræster, betjening af signalflag og gammeldags eksercits på bataljonsniveau. I baggrunden ofte lidt musik på datidens piber, trommer og horn, alt imens tusindvis af familier med børn og bedstemødre kiggede ind i teltene og stillede spørgsmål om dit og dat til de levende historikere.
Trafikken i og omkring Gettysburg – en bette by på 7.000 indbyggere – var et trafikalt helvede som der kun langsomt kom styr på. Parkeringsforholdene var underdimensionerede til trods for at man godt vidste at 150-års dagene ville blive et tilløbsstykke. Tallet to millioner besøgende blev nævnt, og den ene har så rigeligt været der, for amerikanerne er vilde med deres Borgerkrig. Onsdag den 3. klokken 15:30 krydsede i tusindvis af besøgende den lange mil, som Lees soldater krydsede på præcis samme klokkeslæt i det sidste fatale angreb for 150 år siden. Der var tårer.
 
 
Nationalparken
 
Alle amerikanere kender nemlig Gettysburg, for de har lært Lincolns Gettysburg-tale uden ad i skolen. Han holdt den, da soldaterkirkegården blev indviet den 19. november 1863, men selve slagmarken har haft en omskiftelig tilværelse. Allerede kort efter krigen begyndte man at opkøbe land og etablere monumenter for enkeltpersoner, regimenter, korps, enkeltstater osv. I 1894 stod her hele 320 monumenter. Året efter overgik parken til the Department of War, som brugte den som militær øvelsesplads slet og ret. Først i 1933 kom den ind under det nye National Park Service (NPS), hvor den stadig er i gode hænder. I dag er al jord rundt om Gettysburg med få undtagelser opkøbt og fredet. 410 originale kanoner markerer slaglinier, og strøet ret jævnt i landskabet står der over 1.300 monumenter. NPS har i dag retableret landskabet ud fra gamle fotografier og kort, dvs. fjernet bygninger, vegetation og eksotiske invasive planter, så de store græsarealer i dag fremstår nøjagtig som i 1863.
I 2008 indviedes det nye besøgscenter, som de første fire år har haft over seks millioner besøgende. Ligesom det gamle, har også det nye center Paul Philippoteaux’ godt 100 meter lange og 7,5 meter høje ’cyclorama’ som naturligt midtpunkt. Det er et gigantisk vægmaleri der viser højdepunktet fra de tre dages kampe, det såkaldte ’Pickett’s Charge.’
 
 
Vi flytter lejren
 
Efter den fredelige levende historie følger den mere krigeriske. Onsdag den 3. om aftenen flytter vi teltene nord for byen, hvor et kæmpemæssigt areal er udlagt til lejrpladser for hhv. nordstats- og sydstats”hæren,” tilsammen i alt 12-13.000 soldater, godt 500 heste og langt over 100 store kanoner. Arrangøren er nu ikke længere NPS, men ’150th Gettysburg National Reenactment,’ og det er noget de har prøvet før, kan man mærke. I alle lejre står der en tankvogn med vand, der er hø og halm til hestene, der er toiletter som var det en musikfestival (og rent deltagermæssigt er det faktisk), der er shuttle-traktorer der kører de mange reenactors op til sutlers’ row, dvs. en større teltby af handlende, der sælger alt til hobbyen hørende – hatte, knapper, banjoer, uniformer, strutskørter og skråtobak … Endvidere har man på to af siderne mod ”slagmarken” opstillet store tribuner med siddepladser til 20-25.000 tilskuere. Dertil kommer de, der bare står op langs hegnet. Til hvert slag der opføres – i alt ni for at dække slagets udvikling - vil der være mellem 20 og 30.000 tilskuere.
 
5th Kentucky, Company B
 
Inden vi rejste til Gettysburg har vi selvfølgelig gjort forarbejdet, og sørget for at få kontakt med en amerikansk enhed, som vi kan være sammen med og låne nogle telte af. Vi kender dem ikke på forhånd, men de er så benovede over at fire danskere interesserer sig for deres krig, at de modtager os med åbne arme. Egentlig bor de fleste 5th Kentucky-folk i og omkring Columbus og Reynoldsburg i Ohio, som var/er en nordstat, men de har altså valgt at portrættere en sydstatsenhed fra grænsestaten Kentucky, som var lidt til begge sider.
Det er en blandet flok vi møder, alle hjertelige. Ted har sin egen, selvbyggede 1:1 prærievogn med, som han sover i. Han er lastbilchauffør nu, men er uddannet elektriker og installerede selvåbnende døre til bl.a. banker. Men ikke mere for der har jo været sløje tider, også i USA. Butch er fritidsfarmer og Sam(antha) er gymnasielærer. Bernhard har fundet sin niche ved at reparere ure som urmagerne ikke kan finde ud af at reparere! Han er søn af tyske indvandrere og elsker at snakke tysk, og det gør vi så. Jim vurderer virksomheder for banker og så er der Bob og Tom og Jeff - og Sue, som er arbejdsløs - og næsten alle har enstavelsesnavne, og de fleste er over fyrre og en hel del er over tres. Der er flere pensionister imellem og nogle er anakronistisk overvægtige, for general Lees rigtige soldater lignede i virkeligheden ”et kobbel magre, sultne ulve.” Kondien fejlede ikke noget. Alene i måneden inden Gettysburg havde Lees Army of Northern Virginia tilbagelagt 200 miles til fods!
Sam laver mad til os alle i en stor gryde, og så falder mørket på allerede klokken 21, for det sydlige Pennsylvania er på samme breddegrad som Syditalien! Der er også lige så varmt, og så er her ildfluer. Der snakkes ved lejrbålene, det er sindssygt hyggeligt og der dukker en enkelt flaske Jack Daniels frem fra gemmerne. Der dukker også noget hjemmebrændt op, som åbenbart er ret almindeligt ude på landet. Det sippes direkte af henkogningsglas og promillen er nok ikke under 60. Man er meget interesseret i at høre om Danmark, og vi gør hvad vi kan for at tale pænt, men realistisk, om vores land.
 
 
I krig
 
De næste fire dage går så med et udkæmpe de forskellige scenarier fra første, anden og tredje dag ved Gettysburg. Og det er meget varmt. Over 90 grader Fahrenheit det meste af tiden (= over 32 C), og vi manøvrerer altså i uniformer af hjemmevævet uld! Med jævne mellemrum kommanderer Capt. Jeff ”take a drink,” for de ved alle hvor uvante vi er med denne varme og hvor hurtigt man dehydrerer. Vandet i feltflasken er lunkent, men det er der.
Nordstaternes blå linier nærmer sig, og Capt. Jeff kommanderer ”buck & ball,” altså dobbelt krudtladning. Når de er tæt nok på, er det ”ready – aim – fire.” 5th Kentucky har ry for at affyre deres geværsalver så de lyder som èt meget højt skud, og selv med to nye danskere i geleddet er det ikke helt nemt, for vi er trods alt omkring 20 mand (og tre kvinder). Men vi består! Når andre enheder skyder siger vi: ”are they popping corn?” for sådan lyder det. Når fjenden afgiver en salve siger Capt. Jeff ”take casualties,” og et par af os falder om på skift. Sådan er det, for det skal se realistisk ud. Der bliver brændt meget krudt af. Artilleriet brager løs bag os, ordonnanserne galopperer forbi. Tæt røg af sortkrudt, der lugter stærkt af svovl. Hvis man synes det her er spændende, er det så tæt man kan komme på en realistisk krigsoplevelse fra det 19. århundrede. Til slut holdes der inde. Hornisterne blæser retræten mens alle tager hatten af. Så rejser alle sig op og giver hinanden hånden. No hard feelings. Mange reenactors har både en nordstats- og en sydstatsuniform. Publikum klapper og hujer.
 
Søndag aften, efter et mega-regnvejr lige efter Pickett’s Charge om eftermiddagen, står jeg på mit marmorbelagte badeværelse på Crowne Plaza Hotel uden for Dulles Airport og renser min Enfield 1853. Den våde, nu fire-fem kilo tunge, uniform bliver hængt over spejle og bruser og hårtørreren kommer på overarbejde hele natten, for jeg skal ikke betale overvægt for en våd uniform. Der er heldigvis god tid til flyveren går. Der er styr på det. Det har været en af de sjældne ’once in a lifetime’-uger.